Klik alt hvad du vil.

Du kan ikke gøre noget forkert.

Jeg har fået nyt job

Jeg har fået nyt job

Thomas Skov.JPG

Hvis du skal fortælle noget du egentlig ikke har lyst til at fortælle, så er det godt at vente til der er nogen der har en ENDNU værre eller endnu mere FANTASTISK historie.
Det er typisk sådan, visse firmaer og personer bruger store begivenheder i medierne til at snige alle de lyssky nyheder frem.

Tricket kan også bruges i private sammenhænge - hvis man har et eller andet grimt at tilstå, så kan man have god gavn af at gøre det i skyggen af endnu større historier.


“Eeeej, Thomas - har du set, at Camilla og Bjørn skal have en baby…. det blir en pige - er det ikke fantastisk?!”

”Wauw, det er da helt vildt fantastisk… kæmpe tillykke til dem - jeg har mistet Ellens cykelhjelm i svømmehallen - men ej, hvor er det dog FANTASTISK for Camilla og Bjørn!”

Det er nogenlunde sådan man bruger det trick.

Så da Lars Løkke Rasmussen forleden udskrev Folketingsvalget, og alle medier gik i selvsving for at fortælle ALT om valget, så var det en oplagt mulighed at snige nyheden om, at den tidligere topchef i Danske Bank havde fået ransaget sit hus og var blevet sigtet i forbindelse med hvidvasksagen. Belejligt med sådan et valg til at gemme sådan en historie i.

Men lige akkurat samme tid, som Løkke trykkede på Alt - Ctrl - Valg, havde jeg også en stor nyhed.
I hvert fald for mig - og det blev ikke offentliggjort på det tidspunkt, fordi jeg ville skjule det. Tværtimod - så må alle få det at vide.

Jeg har fået nyt job.

Podimo

Jeg er blevet ansat som Head of Entertainment hos Podimo - og hvis du ikke kender Podimo, så fortvivl ikke. Det skal du nok komme til, men lad mig endelig forklare.

Podimo er en ny podcasttjeneste, der bliver lanceret til september. Det skal være Netflix for podcasts, altså der hvor du kan finde alle de gode podcasts og høre dem ligeså tosset du vil.

Der er et rigtigt stærkt team bag. Det var Nikolaj Koppel, der ringede til mig. Manden bag det hele er Morten Strunge, der tidligere har skabt Mofibo - og jeg har helt klart været drevet af at få lov til at være med til at starte en virksomhed op.

Det er helt vildt spændende, og man kan sige meget om DR, hvor jeg var i ti år - men det var ikke en start up - heller ikke da jeg startede.

Mit job hos Podimo bliver - udover at lave podcasts selv i eget navn - at finde og udvikle de bedste formater og talenter i podcastverdenen og primært i underholdningsgenren. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang.

Head of Dishwashers

Det er første gang, jeg skal være “head of…” noget som helst - bortset fra at jeg i en kort årgang havde ansvaret for opvaskerne, da jeg arbejdede på Restaurant Bone’s lige efter gymnasiet.

Der var jeg Head of Dishwashers, hvilket helt klart er en titel, jeg bør tilføje til min LinkedIN-profil - det kan noget.

Men at have ansvaret for, at der bliver noget sjovt at lytte til på Podimo, er udover at være nervepirrende mest af alt bare helt vildt fedt - og det gir de helt rigtige sommerfugle i maven.

Egentlig er jeg på barsel med Otto i maj og juni - så de første par måneder balancerer jeg jobbet hos Podimo med barslen, men det lykkes fint - og da en del af jobbet går på at lytte til en masse podcasts, har jeg en god undskyldning for at gå nogle lange ture med barnevognen med lyd i ørerne.

Så længe jeg naturligvis husker at putte Otto ned i barnevognen også.

Jeg håber, at du har lyst til at følge lidt med på Podimos rejse - indtil videre er der en hjemmeside, hvor du kan skrive dig op til at få at vide, hvornår vi launcher

og derudover er du selvfølgelig også meget velkommen til at skrive en mail til mig, hvis du har en podcast eller en god ide til en.

Staldtips til Roskilde Dyrskue

Staldtips til Roskilde Dyrskue

Superhelten Far Man

Superhelten Far Man