Jeg var forleden i færd med at løse en omgang krydsord – fordi … jamen, det var jeg bare, og det kan jeg godt li – og sådan er det! I en af kolonnerne midt mellem en trækfugl på fem bogstaver og den kendte musical ”Miss ……”, skulle jeg gætte: ”Kan mærkes i maven” på fire bogstaver, hvoraf de første to var et S og et O.
Instinktivt når jeg ser et S og et O, så tæt på hinanden i et ord, hvor der kun er fire bogstaver, så tænker jeg på ’sovs’. Andre tænker på ’sofa’, hvis de sidder meget eller ’sogn’, hvis de er kommet meget i kirken.
Men jeg tænker på sovs.
Det gør jeg generelt meget, og det kan til dels skyldes, at jeg er fra Jylland – og fik sovs ind med modermælken – hvilket var et ret grisset setup under amningerne, når det flød med bearnaise ud over min mors barm.
Men det kan også skyldes, at jeg bare elsker sovs.
I alle afskygninger. Selvfølgelig helst i forbindelse med måltider, men jeg kan da ikke afvise, at jeg ville hoppe på en lækker, tyk, brun sovs, hvis den vimsede alene rundt i mit køkken.
HVAD HAR SORG OG SOVS TIL FÆLLES?
Nå, men SOVS viste sig imidlertid ikke at være det rigtige ord. Om end det kan mærkes i maven, på både godt og ondt, afhængig af sovsen, og ikke mindst mængden, så kunne jeg ikke få V og S til at passe i resten af mit krydsord.
Ved hjælp af R’et i tranen ved siden af, fandt jeg frem til at, det, der kan mærkes i maven på fire bogstaver, selvfølgelig er SORG. Oplagt!
Jeg satte mig for at undersøge nærmere, om SORG og SOVS har andet til fælles end et S og et O, for jeg må indrømme, at begge dele har fyldt en del i mit liv de sidste par måneder.
Sovsen har fyldt det, den plejer i mit liv – men sorgen er et relativt nyt bekendtskab.
For et par måneder siden døde min far, efter et halvt års sygdomsforløb. Han fik en hjerneblødning, der havde ødelagt så meget i hjernen, at han aldrig kom sig. I stedet fik han fred i begyndelsen af maj, hvor hele familien var samlet ved hans seng, da han sov stille og fredfyldt ind.
Jeg troede egentlig ikke, at jeg ville kunne klare at se et menneske dø – og slet ikke min far, men det hele var så fredeligt og fint.
Jeg sad og holdt ham i hånden, mens han drog de sidste åndedrag – og jeg kunne ikke have ønsket en bedre afsked, når nu det skulle være.
Jeg havde haft et halvt års tid til at vænne mig til, at min far nok ikke ville komme hjem fra hospitalet igen, men det er selvfølgelig først efter hans død, det er blevet helt virkeligt, at intet bliver som det var.
Og det er i hælene på den erkendelse, at sorgen er flyttet ind i mit liv og blevet lige så naturligt som – nå ja, sovs.
For begge dele er blevet en del af mit liv – selvom de ikke er på menuen hver dag.
SÅ ER DER SERVERET, BEARNAISESORG
Jeg er som sagt ny udi sorg – gudskelov og 7-9-13, men den dukker op hos mig i flere forskellige afskygninger.
Der er den sorg, der kommer snigende ind på mig ind imellem – og vupti som en pulverbearnaise – så er den der bare.
Vi kan jo – for indlæggets skyld – kalde det for bearnaise-sorgen.
Det kan være ud af det blå, hvis jeg kører i bil – og pludselig kommer i tanke om en tilfældig biltur min far og jeg var på. Bum, så er der serveret… bearnaise-sorg, værsgo at spis.
Så er der de gange, hvor sorgen er lidt voldsommere. Hvor den fylder mere og varer lidt længere. Lidt ala en brun sovs, der er så tyk, at du skal skære den ud med kniv. Det kan vi kalde – den brune sorg. En måned efter min far døde blev jeg selv far til en søn – og jeg må indrømme, at det har medført nogle dage med tyk, brun sorg. Tanken om at min far aldrig nåede at møde min søn kan virkelig gøre mig ked af det – og så er der altså brun sorg nok til alle.
Der er også bechamel-sorgen. Det er sådan en slags grundsorg, der altid er tilstede – og lynhurtigt kan findes frem.
Der er fiske-sorgen, som jeg dog ikke har oplevet endnu, men som formentlig vil titte frem næste gang, jeg besøger en put and take-sø.
Persille-sorgen har jeg svært ved at se, at jeg nogensinde bliver udsat for.
Jeg kan godt selv se, at det er et forholdsvist fjollet take på et ret alvorligt emne – men for nu lige at røre en ekstra gang i sovsen, så tror jeg pointen er, at så længe hverken sovs eller sorg bliver hovedingrediensen i mit liv, så skal det nok gå.
SORG ER KÆRLIGHEDENS PRIS
Der var en god ven, der fortalte mig, at sorgen ikke er noget, jeg skal igennem – det er noget, jeg skal lære at leve med – og det blev jeg virkelig glad for at indse.
Jeg har nok tænkt, at jeg ”bare skulle videre”, men nej sgu, jeg skal blive ved med at nippe til sorgen, når den er der – men sørge for den ikke skiller (mig) eller brænder på.
Og det måske bedste råd jeg fik var, at det, der er allervigtigst, er at tale om sorgen. Selvom det er svært – og selvom det gør ondt.
Så om ikke andet kan du se det her indlæg som en opfordring til at tale med andre om sorg – og hvis det er svært, kan det være det glider lettere ned, hvis det er bearnaise-sorg, brun sorg eller bechamel-sorg.
Musicalen var selvfølgelig Miss Saigon og trækfuglen var en trane.