Sko er de nye biler

Jeg smed Afrika-kortet i en diskussion den anden dag. Min kæreste satte spørgsmålstegn ved en støvsugning, jeg havde foretaget i vores lejlighed, og lad mig da være helt ærlig. Jeg støvsuger rigtig grundigt, når der er publikum.

Hvis hun med andre ord er hjemme, når jeg støvsuger, er der ingen grænser for hvor langt ud i krogene, jeg kommer. Møbler bliver flyttet, listerne får deres egen tur og af og til støvsuger jeg sågar bagtrappen. Er min kæreste derimod ikke hjemme, kan en støvsugning udmærket foregå ved, at maskinen er tændt 10 sekunder i hvert rum, og så er det det. Og det var sådan en støvsugning, min kæreste var ved at efterforske, som om hun var Carl Mørck fra Afdeling Q. I stedet for at lægge mig fladt ned - på det beskidte gulv - og indrømme, at jeg ikke havde gjort mig umage, valgte jeg at smide Afrika-kortet. ?Det er eddermame godt, du ikke bor i Nairobis slum. Så ville du få travlt med støvsugeren?

Min kæreste ved af erfaring, at du ikke kan diskutere med en, der smider et Afrika-kort.

Nu var det Kenya denne gang, men jeg har været vidt omkring på verdenskortet, når jeg har følt, at vores hverdagsproblemer skal sættes lidt i relief.

Men det giver ikke mening at sætte en støvsugning over for millioner af mennesker, der bor i slum.

Hykleralarm

Jeg ved det godt, og jeg er den største hykler af alle.

For hver gang jeg er ude og gå en tur på det mondæne Frederiksberg, hvor jeg bor, så irriterer jeg mig over slentrerne.

De mennesker, der går på fortovene i slentretempo. Ved de ikke hvor travlt jeg har, og så går de der og fylder i deres søndagsfart. De værste er de mennesker, der tror, at der gælder helt andre færdselsregler, når man er på gåben end når man bruger andre transportmidler. Folk, der lige pludselig bare stopper brat op midt på fortovet, uden at give signal, så man er centimeter fra at brage ind i dem. Eller de mennesker, der tror, at de på gåben bare må skifte bane fuldstændig umotiveret. Så man går i sine egne tanker på Værnedamsvej og lige pludselig er der en, der skal så hurtigt i Helges Ost, at han bare skrår direkte ind foran mig. Til fare for alt og alle. I hvert fald mit humør.

Du skal behandle dine gåben, som var det en bil. Du skal gøre tegn, hvis du vil stoppe. Du skal se dig for, hvis du skifter bane. Du kan ikke bare gå den modsatte vej, som en anden spøgelsesfodgænger, og så skal du holde til højre, så man kan overhale. For guds skyld. Eller i hvert fald min. Det er sådan noget, jeg kan irritere mig over, og når jeg er færdig med det, kan jeg irritere mig over, at min høretelefoner til min iPhone 6S Plus filtrer sig ind og leger kluddermor med sig selv, hver eneste gang jeg skal bruge dem. Så kan jeg stå der og ligne en idiot i et halvt minut, mens jeg løsner iphone-knobet. Hvis det lykkes mig at løse den gåde, er min lykke ikke gjort endnu, for hverdagen er et virvar af problemer, der prøver at få mig ned med nakken. Der er altid forpulede Microsoft Silverlight, der gang på gang forhindrer mig i at tænde TV2 Play, når jeg bare vil se Badehotellet. Eller Dinero, der sender så mange mails, at jeg få knopper. Eller de morgener, hvor jeg opdager, at min telefon ikke har ladet op i løbet af natten, og jeg derfor skal starte min dag på 14%. De dage kan jeg lige så godt blive i sengen. Men det kan jeg heller ikke, for mit Damask-sengetøj er så krøllet, at strygejernet nægter at glatte det ud. Et strygejern, der for øvrigt kalker til igen og igen, fordi jeg altid glemmer at købe demineraliseret vand. Sådan er dagen en lang liste af problemer. Det er helt okay at have det sådan. Og derfor skal jeg ikke smide Liberia eller Sydsudan i hovedet på kæreste, næste gang hun brokker sig, for man er nødt til at have de problemer, der passer til det liv, man lever.

Så længe man husker, at der er mennesker med helt andre problemer på den anden side af næsetippen og prøver at hjælpe hvor man kan.