Klik alt hvad du vil.

Du kan ikke gøre noget forkert.

Min båltale 2019

Godaften alle sammen

 Jeg skal ærligt indrømme. Jeg har aldrig hørt en Sankt Hans-tale, jeg kunne huske. 
Jeg har muligvis hørt ordene, men havde du spurgt mig blot 20 minutter efter, så var det hele glemt igen…

Det er med den bevidsthed jeg stiller mig frem og taler…. At alt dette vil være glemt om et øjeblik…

Sådan er livet jo… fuld af øjeblikke, som ikke er andet end de øjeblikke – og puf – så er de væk.

Men så indimellem vil der snige sig oplevelser, ord – og følelser ind – som vil blive siddende i dig – resten af dagen – resten af ugen – ja, måske resten af livet… og det er de øjeblikke, der gør livet værd at leve…

 

Men det er ikke til at vide, hvornår… det er ikke til at vide, hvornår du vil opleve de øjeblikke, der sætter sig fast – og bliver en del af dig…

Talen her gør formentlig ikke, men hvem ved, måske er det netop i dag, du møder dit livs store kærlighed… måske står han eller hun her omkring bålet – og tilfældigt vil I støde ind i hinanden – og aldrig skilles igen… 

Det kan være et ret problematisk scenarie, hvis du i forvejen er her med din kone eller mand – men hvem ved, det kan ske…

 

Det kan også sagtens tænkes, at der rundt om bålet står børn og unge mennesker og holder deres forældre i hånden – og om lidt når bålet tændes, varmen spreder sig og lugten af røg vil sætte sig i jeres hår og tøj – så vil der skabes en følelse inden i de børn - en følelse af tryghed og dyb kærlighed – og engang om mange, mange år – når I, der er børn i dag selv er blevet voksne – og måske selv har fået jeres egne børn – så vil I huske tilbage på netop det øjeblik i dag; dengang jeg stod med min far og mor i hånden – og hørte en tale, jeg siden glemte, men oplevede et øjeblik, der satte sig fast for evigt.

 

Og det er derfor at min opfordring her i aften – og mit budskab som forhåbentlig sætter sig små spor i bevidstheden, inden mine ord atter viskes ud – det er at vi alle skal huske at være tilstede i vores tilværelse. 

Chancen for at opleve noget, du vil have med dig resten af dit liv, er større, hvis du sørger for at kigge op og se dig omkring – og leve livet fuldt ud… i virkeligheden.

 

Jeg vil fortælle om en oplevelse, jeg havde på torvet i Herning for snart 20 år siden. 
Jeg var autografsamler som barn – men når man – som jeg er vokset op en stor del af sit liv i Sdr. Felding, så er det relativt svært at samle på autografer.
Okay, jeg kunne sagtens få bagerens – og slagterens – og købmandens – og det gjorde jeg også. Mange gange. Men når jeg havde alle dem i samlingen, så måtte jeg søge ud af Sdr. Felding – og ind til storbyen. 
For autografsamlere så var Gadeløbet en kærkommen mulighed for at samle en hel masse underskifter – og jeg har billeder af mig selv sammen med Jesper Skibby foran Eyde – og Bjarne Riis midt på torvet, men jeg har også et billede af Bo Hamburger og mig selv på Cafe Garibaldi.

Hamburger havde sin kone med til gadeløbet, så jeg har sågar hendes også. 
Som autografsamler er det ligesom så meget andet her i livet – man må nogen gange tage alt det, man kan få…


Men den autograf som betyder mest for mig – og som endda har en indbygget pointe i forhold til aftenens budskab – det er Keld Heicks…

Keld Heick skulle spille på torvet i Herning i juli 2000. På det tidspunkt var jeg en 14 årig ung, nykonfirmeret og vandkæmmet ung mand.

Uden at fornærme Keld Heick og hans fanskare – så er det ikke den typiske Keld Heick-fan, der er 14 år gammel – men en autograf er en autograf – og jeg havde set Keld Heick masser af gange i fjernsynet – så selvfølgelig skulle jeg have hans autograf også. 

 

Lettere nervøs bevæger jeg mig hen mod Heick med min blok i hånden. Jeg rækker den frem mod ham og får fremstammet, at jeg gerne vil have hans signatur. 

Og det er her Keld gør noget, jeg aldrig har glemt. Han tager min blok og skriver sit navn – men så gør han noget andet, som har sat dybe spor. 
Han TALER med mig. Han spørger interesseret ind til hvem jeg er – og hvilke autografer jeg ellers har i min samling. 
Han spørger hvor jeg er fra – om jeg har søskende – hvad jeg har set ham lave.
Vi har en samtale – og den varer måske i sin helhed maksimalt halvandet minut – og så begiver jeg mig videre i mit liv med en autograf mere i samlingen og en oplevelse rigere…

 

Grunden til jeg nævner det her eksempel er, at den oplevelse har fulgt mig lige siden – for tænk at den her store, kendte stjerne tog sig tid til at tale med mig. 
Tænk at han tog sig tid til bruge tid på et menneske – han dybest set kunne være fuldstændig ligeglad. 
Keld havde en koncert at tænke på – han havde en musikbutik at tænke på – han havde Hilda at tænke på – og ALLIGEVEL brugte han tid på mig….

 

Uden sammenligning i øvrigt, så tænker jeg tilbage på det her øjeblik HVER eneste gang, der kommer et menneske hen til mig og beder om en autograf eller en selfie … eller en faderskabstest…

Keld Heick og det øjeblik vi havde for snart 20 år siden har sat uvurderlige ringe i vandet…

 

Og på en eller anden måde er det ret paradoksalt at halvandet minut for snart tyve år siden kan have SÅ stor betydning for mig og mit liv – når jeg tænker på, at jeg i dag sagtens kan bruge fire timer på at glo ind i min telefon HVER eneste dag – men når jeg rammer puden om aftenen, så kan jeg ikke huske noget af det jeg har set…

 

Og selvfølgelig kan du sagtens have oplevelser og øjeblikke med din telefon – hvis den ringer og kvinden i den anden ende siger, at du skal være far – eller hvis du får en mail fra en slægtning, du ikke har set i mange år – men jeg vil vove den påstand, de færreste oplever øjeblikke, der sætter sig fast – med en telefon i hånden….

 

Så min opfordring i dag er, at vi alle sammen får nogle flere Keld Heick-moments i vores liv…

Og bare rolig – Keld Heick behøver ikke at være med i et Keld Heick-moment. Det handler udelukkende om at huske sig selv på at være tilstede i tilværelse. 

Huske sig selv på at være åben overfor oplevelser og indtryk, der kan sætte varige spor….

Og det sker ikke, hvis vi ser verden gennem en skærm….

 

Jeg har et andet konkret og måske lidt for grafisk minde fra min ungdom, hvor jeg sætter stor pris på at øjnene var i virkeligheden og ikke på en skærm.

 

Da jeg var omkring 11-12 år gammel var jeg – som sagt – stor fan af Bjarne Riis – og jeg drømte sågar om at blive cykelrytter. 

Evnerne var måske ikke til det, men ambitionerne var der – og da jeg en dag fik lov at låne min gode ven Asbjørns nye ryttercykel, var der ingen vej tilbage. 
Touren var næste mål – og Hilmar Sølund – hvil i fred – kunne godt begynde at grave ud til en mindeplade ved siden af Bjarnes…

Men en dag brast drømmen om Tour de France – og nu skal jeg se om jeg kan undgå at gøre historien her alt for grafisk…

 

Men en dag sætter 11-12 årige Thomas sig op på cyklen og ræser rundt i Sdr. Felding. 
Der er lige kommet asfalt…. Altså ny asfalt i byen – så der er god fart i hjulene. 

Men pludselig på vej op ad Feldings Champs-Elysees, Å-gade… sker det, der IKKE må ske.
For hjulet rammer kantstenen, og jeg flyver ind i en hæk, cyklen flyver med – og styret lander direkte i klokkeværket….

Og det er nu, det bliver grafisk, for når man er en ung mand, så er det hele lige faldet på plads… hernede…. 

Så da jeg ligger der i hækken med et styr i skridtet, FRYGTER jeg, at kuglerne skal være smuttet op igen… 

Skrækslagen og bange for hvad jeg finder dernede, vælger jeg at stikke min lille hånd ned i cykelshortsene for at tælle efter….

Og de er der heldigvis stadig… alle tre….

 

Men da jeg trækker hånden til mig, opdager jeg det værste, man kan se i skridtet på sig selv….  I hvert fald som dreng…. Blod!

Jeg bløder fra pungen…. 
For helvede… 

Jeg går helt i panik – og mit liv passerer revy – jeg er overbevist om, at det her vil blive min død…

Jeg vil forbløde gennem pungen….

Jeg når at tænke – hvad fanden skal mine forældre dog skrive i dødsannoncen i Herning Folkeblad… 
”Forblødt gennem pung”… det skriver man jo ikke…


Heldigvis når det ikke at gå så galt – for et øjeblik senere kommer en mand gående på fortovet. Han ser, jeg ligger i hækken og siger; ”Hvad laver du dog der?!”

”Jeg bløder fra pungen”

”Det skal du da ikke!”

”Nej!”

Så manden hjælper mig op og hjælper mig hjem til min mor…. Som hjælper mig med at få plaster på… hvilket er ret grænseoverskridende i den alder…. Og formentlig stadig

Hun puster også…. Og det er underligt rart

 

Nå, men pointen er – at her var en mand, der kom gående på fortovet – og var til stede….

Han havde sanser slået til – og det takker både jeg – og min pung – ham for i dag.

 

Havde det scenarie udspillet sig i dag – havde han formentlig gået og kigget på sin telefon imens – og så havde han aldrig opdaget, at jeg lå der… og hvem ved om jeg så havde været i live i dag….

Så husk det nu… hver gang du kigger på din telefon, forbløder en mand fra pungen….

 

Så for andres punges skyld, men vigtigst for vores egen skyld – lad os bruge sanserne i den virkelige verden…

Lad os aftale at vi pakker følehornene ud og telefonerne væk i aften 

Lad være med at tage billeder af bålet her, lad være med at filme Midsommervisen – 

Tag billederne med øjnene og optag sangen med ørerne og fortæl alle du møder om det øjeblik, vi havde sammen her i aften…

 

God Sankt Hans Aften, folkens…

 

De første navne er klar hos Podimo

De første navne er klar hos Podimo