Klik alt hvad du vil.

Du kan ikke gøre noget forkert.

De første navne er klar hos Podimo

190619_PODIMO_0030.jpeg

For en måneds tid siden startede jeg som Head of Entertainment hos Podimo.

Eller det vil sige - jeg er egentlig på barsel med Otto, men når jeg så ikke er det så er jeg på Podimo.

Så jeg er Head of Barsel & Entertainment.

De dage jeg er på Podimo er der fart over feltet. Der er heldigvis helt enormt mange, der har lyst til at lege med - og jeg er sikker på, at vi går en spændende podcasttid i møde, når vi lancerer til september.

I dag meldte vi de første navne ud i en pressemeddelese:

Casper Christensen, Third Ear, Umut og Hella er klar til Podimo

 

Når Podimo til september går i luften som ny podcasttjeneste, bliver det med en lang række prominente navne. Nu løftes sløret for en lille håndfuld af de navne, man vil kunne møde på den kommende platform.

 

Casper Christensen er endelig tilbage ved mikrofonen – og en del af det kommende Podimo-hold. Selvom han de sidste 20 år har haft travlt med at være en af de største danske komikere på film og tv, så er der rigtig mange, der husker med glæde og nostalgi tilbage på de glade radiodage med Tæskeholdet. Nu vil han for første gang være vært på sin egen podcast. Der er aftalt to forskellige eksklusive programserier med Casper, som begge vil blive offentliggjort efter sommerferien.

 

Der er også debut til Hella Joof som podcast-vært, når hun sammen med forfatter Marie-Louise Tüxen udkommer eksklusivt på Podimo med ”Om søndagen græder vi” – et vaskeægte tømmermandsprogram, hvor det er okay at spise pommes frites og have ondt af sig selv. Også Hella vil udkomme med to programmer på Podimo, den anden serie er i skrivende stund under udvikling.

 

Podimo har herudover lavet en ekslusiv aftale med Third Ear, der udgøres af duoen Tim Hinman og Krister Moltzen. Enhver, der har lyttet til danske podcasts de sidste 10 år, er helt sikkert stødt på Third Ear. Podcasts som ”I et forhold med” om Casper Rieper-Holm, som sidenhen blev filmatiseret samt nyklassikeren ”Kvinden med den tunge kuffert” har været med til at sætte nye standarder for podcastindhold på allerhøjeste niveau. Der er foreløbig indgået aftale om fire serier med Third Ear på Podimo.

 

Endelig har Umut Sakarya, der er kaldt ”dansk gastronomis nye superstar” og som også er kendt fra DR3-serien ”Tyrkersvin”, til efteråret premiere på programmet ”Radio Sovs”: en podcast hvor Umut og hans medsammensvorne besøger restauranter, som altid har været der, men som du aldrig har besøgt. Det hele krydres med røverhistorier om damer og ligegyldigheder fra livet.

 

Podimo er en ny abonnementsbaseret podcasttjeneste, der lanceres i Danmark til efteråret. Senere skal Podimo lanceres i etaper i resten af Europa.

Ambitionen er at gøre det endnu nemmere at finde frem til lige præcis de programmer i det store podcast-ocean, der passer til den enkelte bruger. Og herudover at tilbyde eksklusivt indhold – fra True Crime til underholdning, diskussioner og journalistik – der kun kan høres hos Podimo.

Derudover har Podimo til formål at bringe økonomi ind i podcastverdenen. De færreste, der producerer podcasts, tjener penge på det, fordi lytningen i dag er gratis.

Podimo deler indtjeningen med producenterne, så alle de dygtige folk, der laver podcast kan tjene penge på det.

 

Min båltale 2019

Staldtips til Roskilde Dyrskue